Samfund

Ishøj har formandskabet i nyt samarbejde på sundhedsområdet

Borgmester Merete Amdisen (S). Pressefoto

Borgmester Merete Amdisen (S) deler sammen med regionsrådsformand Lars Gaardhøj formandskabet i ny sundhedsklynge, som skal sikre bedre sammenhæng for patienter i sundhedsvæsenet.

”Vi er sat i verden for at sikre en bedre overgang mellem hospital, psykiatrien, kommune og egen læge for de af vores borgere, som bliver patienter i sundhedssystemet – enten fordi de er ældre, har kroniske sygdomme eller psykiske lidelser,” forklarer borgmester Merete Amdisen.

Sammen med regionsrådsformand Lars Gaardhøj fra Region Hovedstaden er hun formand for Sundhedsklynge Syd, som onsdag den 28. september havde opstartsmøde.

Det er regeringen, Danske Regioner og KL, som sammen har etableret den nye struktur med 5 regionale sundhedsklynger for at styrke samarbejdet på tværs af kommune, almen praksis, psykiatrien og hospital til gavn for borgerne.

Mere tryghed og kvalitet for borgerne

”Jeg er glad for, at Ishøj har fået formandskabet sammen med regionsrådsformanden, og jeg ser frem til at samarbejdet på tværs af sektorer bliver yderligere styrket, så borgerne oplever mere tryghed og kvalitet i behandlingen. Presset på sundvæsenet bliver heller ikke mindre, da vi får flere ældre og flere mennesker med kroniske sygdomme og psykiske lidelser. Derfor skal vi udnytte vores ressourcer optimalt. Det gør vi bedst sammen,” siger Merete Amdisen.

Et eksempel på en fælles udfordring, som sundhedsklyngen skal løse, er genindlæggelser på hospitalet, som særligt sårbare ældre patienter oplever tit, fortæller Merete Amdisen:

”Vi skal sikre en bedre overgang mellem hospital og eget hjem, så vores ældre borgere undgår opslidende genindlæggelser. Det har store personlige omkostninger for den ældre og belaster også hospitalerne unødigt.”

Faktaboks

Sundhedsklynge Syd består af:

  • 4 medlemmer fra Regionsrådet i Region Hovedstaden
  • 11 borgmestre fra følgende kommuner: Brøndby, Albertslund, Vallensbæk, København, Dragør, Hvidovre, Tårnby, Høje Taastrup, Glostrup, Rødovre og Ishøj
  • 2 repræsentanter fra PLO (lægerne)

Det er regeringen, Danske Regioner og KL, som sammen har etableret den nye struktur med 5 regionale sundhedsklynger for at styrke samarbejdet på tværs af kommune, almen praksis, psykiatrien og hospital til gavn for borgerne.

Formandskabet i sundhedsklyngerne er delt mellem en regionsrådsformand og en borgmester indtil næste valgperiode.

Kommentarer