Kultur og events

Copenhagen Marathon: Løbsrekorder smadret

Copenhagen Marathon vendte tilbage med et tårnhøjt niveau. Foto: Sparta Atletik og Løb

Eritrea løb med dobbeltsejren hos mændene, mens Kenyas Helah Jelegat Kiprop triumferede hos kvinderne. De to vindertider – 2:08,23 og 2:24,10 – er suverænt de stærkeste på dansk grund nogensinde. I DM-kampen var det overraskende Andreas Lommer fra Odense Atletik, der var hurtigst, mens Karen Ehrenreich fra Aarhus 1900 vandt hos kvinderne.

Der blev løbet stærkt, rigtig stærkt, ved søndagens Copenhagen Marathon. Og ikke uventet var det de østafrikanske løbere, der leverede varen. Hos mændene krydsede Berhane Tsegay fra Eritrea målstregen som den første i 2:08,23 timer – en forbedring af den tre år gamle løbsrekord med halvandet minut. 16 sekunder efter fulgte hans landsmand Henok Tesfaye, mens maratondebutanten Daniel Kipchumba (Kenya) på tredjepladsen også var under den tidligere løbsrekord.

”Jeg vidste, at jeg var i god form, så jeg er ikke så overrasket over min tid. Det var et godt løb og en fin rute,” lød det kort fra vinderen, der med en tidligere personlig rekord på 2:12,25 ikke hørte til forhåndsfavoritterne.  

Kvindernes løb bød til gengæld på en favoritsejr, da VM-sølvvinderen fra 2015, Helah Jelegat Kiprop fra Kenya, vandt i 2:24,10 timer. Dermed skar hun over fem minutter af løbsrekorden fra 2019. Hun blev undervejs hårdt presset af etiopiske Muluhabt Tsega, der dog måtte stille sig tilfreds med 2. pladsen, 13 sekunder efter.

37-årige Kiprop viste med dagens sejr, at hun er tilbage på toppen efter at have født en dreng i 2019.

”Jeg er virkelig glad for at vinde her i dag, og selvfølgelig for at slå rekorden. Det har været en lang vej tilbage, først med fødslen og siden pandemien.”

Dansk mester rammer ”muren”

Årets udgave af Copenhagen Marathon havde for første gang siden 2013 DM-status. På forhånd gjaldt Thijs Nijhuis som favorit, men Viborg-løberen ramte ikke dagen og måtte udgå af løbet efter ca. 30 km. I stedet blev det nu Andreas Lommer, der løb med sejren. Den 30-årig Odense-atlet lå i lang tid til en sluttid lige omkring EM-kravet på 2:14,30 timer, men så ramte han ”muren” og måtte i sidste ende nøjes med 2:17,21, som trods alt er personlig rekord.

”Jeg tog chancen og gik efter at klare kravet, men ved 37 km var der udsolgt. De sidste fem kilometer var sindssygt hårde. Det var ren overlevelse,” lød det fra Lommer.

Sølvmedaljen gik til Mark Olsen (Hechmann Racing Club), der kom i mål lidt over tre minutter efter, mens AGF-løberen Jonas Nielsen vandt bronze.

Hos kvinderne levede maratondebutanten Karen Ehrenreich op til favoritværdigheden. Den 37-årige Aarhus 1900-løber snuppede DM-titlen i 2:43,21 timer, mere end ti minutter foran nærmeste konkurrent.

Tilbage med manér og på højeste niveau

Efter aflysninger af løbet de seneste to år var det i dag en yderst tilfreds løbsdirektør, Dorte Vibjerg, som gjorde status:

”Copenhagen Marathon er vendt stærkt tilbage med manér efter tre år. Vi fik en fantastisk løbsdag med mange tusinde tilskuere langs ruten, og dagen blev kronet med to nye og lynende hurtige løbsrekorder på højeste niveau for mænd og kvinder. Der er ingen tvivl om, at København er byen, hvis du skal have en løbsoplevelse udover det sædvanlige.”

Mænd

1. Berhane Tsegay, Eritrea 2:08,23

2. Henok Tesfaye Eritrea 2:08,39

3. Daniel Kipchumba, Kenya 2:08,55

12. Andreas Lommer, Odense Atletik 2:17,21 – DM-guld

15. Mark Olsen, Hechmann Racing Club 2:20,27 – DM-sølv

16. Jonas Kvottrup Nielsen, AGF 2:22,44 – DM-bronze

Kvinder

1. Helah Jelegat Kiprop, Kenya 2:24,10

2. Muluhabt Tsega, Etiopien 2:24,23

3. Agnes Keino, Kenya 2:25,08

12. Karen Ehrenreich, Aarhus 1900 2:43,21 – DM-guld

18. Stine Schønning, NBRO 2:54,12 – DM-sølv

19. Bouchra Lundgren Eriksen, Klub 100 Marathon 2:57,27 – DM-bronze

Kommentarer